Profil

Hans barndom Emil-snitterier er aldrig stoppet. I dag foregår det blot med en kædesav, der bider spændende og fantasifulde skulpturer ud af store træstykker.

Niels Ejnars forunderlige fantasiskulpturer i træ kan man støde på mange steder. Især i østjylland. De står ved vejkanter, i private haver, i børneinstitutioner og mange andre steder. Der er også jævnligt mulighed for at se ham i aktion, når han optræder med motorsaven til byfester, udstillinger, motorsavstræf og lignende. Både herhjemme samt i USA, Holland, Tyskland m.fl.

Man kan også bestille Niels Ejnar til at komme med motorsaven og forvandle en fældet kæmpe til en figur efter eget ønske. Og han skærer helst med store og farlige armbevægelser:

Det er de store skulpturer med motorsaven, som er sjovest at lave. Det er dem der bringer mig den største glæde og de største udfordringer. Den hurtige, impulsive måde at arbejde på. De hurtige resultater i arbejdet. Den truende katastrofe for et fejlsnit, efterfulgt af glæden når alt lykkes, og skulpturen står færdig. Det giver mig en større tilfredsstillelse end andre arbejdsformer.

Man kan til tider finde Niels Ejnar i aktion i et værksteds-fællesskab i Ajstrup. Vil man studere hans fantasifulde træskulpturer, skal man dog ikke forvente at kunne gå ind i hverken værksted, butik eller galleri og vælge mellem et udbud af forskellige af hans værker.

Ganske vist deler han et arbejdende værksted med andre træmænd, hvor der også er udstillinger, men Niels Ejnar har ingen værker samlet på en enkelt udstilling.

Besøger du ham i træværkstedet kan du måske se en enkelt af hans skulpturer eller to. Det er dog mest sandsynligt, at du der må nøjes med at kigge på en af de ufærdige af slagsen.

Skulpturerne er ude i verden

Flertallet af hans skulpturer er nemlig væk. Solgt. Som regel endda solgt før de er lavet. De fleste af hans skulpturer er slet og ret bestillingsarbejder og har ofte en historie, der knytter sig til skulpturens ejer, træet den er skåret af eller stedet, hvor den står.

Nogle af hans skulpturer har endog stadig rødderne solidt plantet i jorden, om end der ikke mere kommer grønt liv i det træ, han med hård hånd har skåret til en fantasifuld skulptur. Og en bunke spåner.

Der er ingen skjulte ting i træet

Spørger man Niels Ejnar, om han får øje på skulpturen i træet – om den med andre ord har gemt sig og blot trækkes frem ved hans og motorsavens hjælp – smiler han venligt overbærende. Han skærer nemlig den skulptur, kunden vil have. Hvis træet ellers er til det. Mere mystisk og kunstnerisk er det ikke.

Skulpturer med betydning for ejeren

Til gengæld bruger han gerne tid på at sætte sig grundigt ind i kundens ønsker. Og til tider går han videre end det. Da han eksempelvis skulle skære guderne Freja og Thor, satte han sig grundigt ind i den nordiske mytologi for at give skulpturerne det rette touch med de rette detaljer.

Men det er altså ikke træets form, der bestemmer det endelige resultat. Det gør derimod manden med motorsaven. Og kunden ikke mindst. Inden motorsaven siger en lyd, bruger Niels Ejnar lang tid på at finde frem til, hvad det helt præcist er, kunden ønsker. Og skulle nogen mangle ideer, har Niels flere, der kan bruges.

Gå på jagt efter figurerne

Det bedste sted at få et indtryk af hans formåen med saven er at surfe rundt her på websitet. Tjekke hans online galleri. Eller køre på træskulptur-jagt i Østjylland.

Den legende – og larmende – skovfoged

Træ er ikke kun en hobby for Niels Ejnar. Han er uddannet skovfoged og underviser i skovbrug på Jordbrugets Uddannelsescenter, Århus.

Det er dog først og fremmest hans hobby, der har bragt ham vidt omkring i verden. Niels Ejnar har rejst med motorsaven både i Tyskland, Holland og USA og der mødt andre motorsavs-skulptører.

Af journalist Lisbeth Scharling

Be Sociable, Share!

Comments are closed.

Saveniels

Niels Ejnar Petersen

Find mig her
Kontakt
Niels Ejnar Petersen
Bilsbækvej 39,
Ørting,
8300 Odder
Denmark

tlf. 22 51 37 98
saveniels@gmail.com
Photos

2017-05-15
2017-05-15
2017-01-24
2016-08-31